
Wolves begræder dødsfald: Jota forlod klubben som en stjerne og vil altid være det
Diogo Jota spillede for Wolverhampton i tre sæsoner og var med til at rykke klubben op i Premier League.

En kæmpe stjerne i Wolverhampton.
Det var hos ulvene, at Diogo Jota første gang stiftede bekendtskab med fodbold fra verdens bedste liga, Premier League.
Fra et lejeophold i 2017 til et permanent skifte i 2018, før han to sæsoner senere skiftede til Liverpool, var Jota med til at sende Wolverhampton tilbage i det fine selskab i Premier League.
Derfor begræder klubben naturligt også det tragiske dødsfald, der i dag har ramt Diego Jota og hans bror, André Silva, hvor Jotas betydning i Wolves også understreges af direktør Matt Wild.
– Vi er alle i komplet chok. Det er virkelig forfærdelige nyheder, ikke kun tabet af Diogo, hvilket i sig selv er tragisk nok, men også tabet af hans bror.
– Den indflydelse, han havde på Wolves, var enorm. Han var her kun i tre år, men det var tre vigtige år. Han var en del af vores Championship-vindende trup, der fik os i Premier League, og dernæst i Europa det efterfølgende år som en del af den rejse, udtaler Matt Wild i forbindelse med dødsfaldet.

Det er dog ikke kun spillere Diogo Jota, der vil blive husket i Wolverhampton.
Efter den portugisiske stjernes dødsfald har flere fremhævet hans menneskelige kvaliteter, som også skinnede hos Wolves.
– Diogo udlevede Wolverhamtons værdier som klub. Han var så ydmyg, så venlig, så professionel, men stadig fokuseret og sulten.
– Alle var vidne til hans udvikling gennem hans karriere, fra en så tidlig alder, til at skifte til Liverpool i en alder af 23 år og få stor succes der, hvor han har vundet en masse trofæer. Det kunne ikke være sket for en mere sød fyr end ham.
– Han forlod klubben som en stjerne, og han vil altid være en stjerne i vores øjne, siger Matt Wild.
Diogo Jota spillede 131 kampe for Wolverhampton og scorede 44 mål. 44 af kampene er spillet i den næstbedste engelske række, før han rykkede op i Premier League med klubben i 2018.
Fra Wolverhampton gik turen videre til Liverpool, der blev Jotas sidste klub. Liverpool bekræftede dødsfaldet tidligere på dagen:
