
Officielt: Giroud er på plads i LOSC Lille
73 kampe i Ligue 1 kan blive til mange flere.

Det er præcis 13 år siden, han forlod den franske Ligue 1.
Nu vender 38-årige Olivier Giroud tilbage. Sent tirsdag aften er han officielt blevet præsenteret i LOSC Lille.
Giroud kommer til den nordfranske klub efter et enkelt år og to halvsæsoner i den amerikanske MLS, hvor han har repræsenteret LAFC.
– Jeg er meget glad og spændt over at vende tilbage til Frankrig, hjem igen. Da Olivier Létang (Lille-præsident, red) ringede til mig for at tilbyde mig denne udfordring, var det klart og indlysende for mig. Det gav fuldstændig mening at vende tilbage til Ligue 1, tretten år efter jeg forlod den.
– Jeg har altid set LOSC som en topklub i Frankrig. [..] Holdet havde en rigtig flot sæson sidste år og skal spille Europa League. Det er en ung og talentfuld trup, som har brug for erfarne spillere som mig. Så jeg kommer også til at være der i den rolle, lyder det fra Giroud.

Foruden rekorden for flest mål på det franske landshold, hvor det er blevet til 57 mål i 137 kampe, står Olivier Giroud noteret for i alt 756 kampe for klubber som Grenoble, FC Istres, Tours, Montpellier, Arsenal, Chelsea, AC Milan og Los Angeles FC.