
Første minutter for BIF-signing: Plads til forbedring
De første 45 minutter i Brøndby-trøjen blev til en blandet oplevelse for Mats Köhlert, der i testkampen mod Hvidovre så plads til forbedring, men også gode ting, der skal arbejdes videre på.

Lørdag mod Hvidovre IF fik Mats Köhlert sine første (u)officielle minutter i Brøndby-trøjen.
Resultatmæssigt blev det ikke til det store festfyrværkeri, da de blågule fra Vestegnen spillede 1-1 mod Hvidovre fra nabokommunen.
Kampen var Brøndbyernes første testkamp forud for den kommende Superliga-sæson, der også byder på europæisk kvalifikationsspil i Conference League.
Så der var ikke det store på spil for den tyske debutant, som var glad for at få poleret rusten af med sine nye holdkammerater.
– Vi har haft en hård uge, men vi er i gang med at finde hinanden, skabe forbindelser, lære hinanden at kende, fortæller en glad Mats Köhlert til Campo og de andre medier.
– Og jeg synes, man i dag kunne se nogle gode ting, men også nogle ting, som skal forbedres og udvikles.
-Men jeg synes, man kan tage nogle positive ting med fra i dag og tage dem med videre i de kommende uger og fortsætte udviklingen.
Brøndby bragte sig i kampen foran 1-0 på et kækt Daniel Wass-lob, men blev senere i starten af anden halvleg skudt tilbage til uafgjort efter en spøjs selvmålsscoring af Rasmus Lauritsen.
Forsæsonen byder næste gang på en hjemmebanekamp mod Vejle, inden turen går til Østrig, hvor der venter en tysk traditionsklub i form af Hertha Berlin samt føringsholdet i den østrigske bundesliga, Lask Linz.