
Skrev dansk fodboldhistorie i AB – nu forlader hun klubben
Fabiana Alcalá blev den første kvinde til at stå i spidsen for et herrehold i de danske divisioner – nu forlader hun AB.

AB skal på jagt efter en ny assistenttræner.
2. Divisionsklubben har taget afsked med Fabiana Alcalá, der har været assistenttræner i klubben siden vinteren 2024.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.
Det fremgår ikke, hvad Fabiana Alcalá skal beskæftige sig med fremover, men udelukkende at hun har fået et jobtilbud andetsteds, hun ikke kunne takke nej til.
I løbet af halvandet år i AB nåede den spanske assistent at skrive dansk fodboldhistorie.
I maj 2024 blev hun nemlig den første kvinde til at stå i spidsen for et herredivisionshold i Danmark.
Det skete efter fyringen af holdets daværende cheftræner David Roufpanah, hvor hun stod i spidsen for AB i en 2. divisionskamp mod Nykøbing FC.
Opgøret endte 1-1.

Fabiana Alcalá fortæller selv, at det har været vanskeligt at tage den endelige beslutning om at forlade AB.
– Efter to uforglemmelige sæsoner i AB har jeg taget en svær beslutning og accepteret et nyt tilbud, som jeg tror på, vil hjælpe mig med fortsat at vokse, både personligt og professionelt, siger Fabiana Alcalá til klubbens hjemmeside.
Der bliver købt og solgt i stor stil i disse dage.
Få overblikket i artiklen herunder:
