
Viborg vinker farvel til to lejespillere
De vender hjem til henholdsvis Dyanmo Kyiv og Lech Poznan.

Efter henholdsvis en hel og halv sæson er Justin Lonwijk og Elias Andersson færdige i Viborg FF.
Det bekræfter sportschef Mads Agesen mandag, hvor han fortæller, at Viborg har valgt ikke at benytte den købsoption, der fulgte med Justin Lonwijks lejeaftele med Dynamo Kyiv.
-I forhold til Justin, så sender vi i første omgang også ham pænt tilbage fra sit lejemål. Han har spillet mange kampe, gjort det godt og hævet sit niveau henover foråret, og så oplevede vi, at han kom tilbage til klubben som en leder, der har taget stort ansvar både på og udenfor banen.
-Han er en dygtig spiller og en meget værdsat person i klubben, men optionen i den nuværende aftale udnyttes ikke, og derfor ønsker vi også ham al muligt held og lykke med fremtiden, siger sportschefen.
Elias Andersson kom til domkirkebyen fra Niels Frederiksens Lech Poznan i januar, og efter i alt seks kampe i den grønne bluser vender han retur til de nykårede polske mestre.
-Vi har været glade for at have Elias i truppen, hvor han har bidraget med sin professionalisme og erfaring, men det blev desværre ikke en god case for hverken ham eller os i forhold til den begrænsede spilletid. Derfor er alle parter også enige om, det giver bedst mening at afslutte samarbejdet. Vi ønsker ham held og lykke videre i karrieren, lyder det fra Mads Agesen.
Justin Lonwijk har i denne sæson spillet 26 kampe, mens han nu i alt er nået op på 86 kampe.